Baggrundsviden om KS

KS Film

Baggrundsviden om tilblivelsen af KSFilm fortalt til Fynes Stiftstidende 4. januar 2007

af Steen Højgaard, FS

I mange år skiftede Klaus Stenderup mellem at rejse og holde billedforedrag om sine ture. Uden gæld trods bopæl på kun 14 år gammel firlænget gård. Heller ikke i sit firma har 45-årige Klaus Stenderup gæld. Han har med andre ord fået succes som forretningsmand, og han lever med egne ord af sin hobby.

 

Klaus Stenderup er eneste faste medarbejder i KS Film, der bl.a. sælger, yder service på og udlejer tv, video, musikanlæg, audio-visuelt udstyr, optager, redigerer og meget andet.

 

I år har Klaus Stenderups firma KS Film eksisteret i 25 år. Det sælger, udlejer, reparerer og yder service på fjernsyn, radioer, av-udstyr og lignende. Derudover sætter firmaet antenner og paraboler op. Det tager sig også af kopiering og konvertering, og f.eks. smalfilm, dias og foto overspilles til video. Man kan også bestille Klaus Stenderup eller tilknyttede fotografer til at optage video og fotos.

 

 

- Jeg fik fremkaldervæske i sutteflasken, fortæller han med et smil i butikken på gården ved Langesøvej. Hans far, Henri Stenderup, døde for ni år siden. Inden da var faderen i 40 år fotograf i Odense og havde Fotocentralen med 10-12 tilknyttede fotografer.

 

Klaus Stenderup tog som 15-årig et halvt år med skoleskibet "Georg Stage", og hans far sørgede for, at sønnen fik et fotoapparat og et smalfilmkamera med.

 

- Det sidste var ret nyt dengang. Jeg filmede på livet løs og sendte film hjem til familie og venner. Jeg fik mod på at opleve verden og tog direkte fra skoleskibet til Bremerhafen i Vesttyskland for at påmønstre et handelsskib. Afrika, Østen med mere Klaus Stenderup var væk i fire år og oplevede store dele af Østen, Afrika, Sydpolen og Grønland.

 

- Jeg filmede meget. Det var små spoler på hver tre minutter, og de kostede en formue. Halvdelen af min hyre gik til film, og den anden del gik til køb af et filmkamera, der dengang kostede et halvt års løn, husker Klaus Stenderup.

 

Han holdt op med at sejle. Men mere af verden skulle opleves.

 

- I cirka 10 år derefter var jeg hvert år ude at rejse to-tre gange og var af sted to-tre måneder hver gang. Jeg havde kun film, kamera og det tøj, jeg gik og stod i, når jeg var af sted med rygsæk. Det blev gjort billigst muligt, og jeg havde ingen sygeforsikring og rejste de første år med det russiske Aeroflot.

 

Nogle gange rejste han alene. Andre gange var det med skiftende kammerater. Og i Danmark havde han et billigt logi på en gård i Spedsbjerg, hvor han også indrettede sit første redigeringsrum.

 

 

 

 

 

 

Hurtigst muligt af sted

- Når jeg kom hjem fra en rejse, redigerede jeg mine optagelser og var kun i Danmark, indtil jeg havde tjent nok til at kunne rejse igen. Jeg holdt filmforedrag på plejehjem, skoler, institutioner, foreninger og for eksempel på Badstuen i Odense.

 

Foran ham ligger en brochure fra dengang. Foredragene handler om Singapore, Macquarie-øerne, Grønland, "Georg Stage," Australien, Filippinerne, Sydpolen, Tunesien, Bali, Malaysia og andre steder, hvor Klaus Stenderup har været. Han havde næsten 20 forskellige rejseforedrag, og havde han først holdt ét, ville kunderne ofte have ham tilbage senere for at høre andre foredrag.

 

Fremvisningsudstyret, som stod de steder, hvor han holdt foredrag, gik ofte i stykker. Kunderne kunne se, at han var i stand til at få det til at virke. Klaus Stenderup var vant til at klare sig selv.

 

- Flere og flere spurgte, hvad de skulle anskaffe sig for at få noget bedre. Efterhånden opstod idéen om selv at forsyne dem enten ved at udleje eller sælge udstyr, fortæller Klaus Stenderup.

 

Snart var hans firma en realitet, og i år (2007) har det eksisteret i 25 år.